Store danske pædagoger med superpower 31

TV-kanaler laver dokumentarer om de store danske arkitekter. De dygtige danske designere, kokke og sportsstjerner. Men, hvad med de store danske pædagoger? Dem, der gik foran og har præget pædagogikken. Ikke bare med deres viden og deres tanker, men også med det, som de fik til at ske. 

Lyt med i denne episode, når vi taler med docent Mikkel Snorre Wilms Boysen. Hør blandt andet om feministen Erna Drachman, der opfandt reformdragten og lavede børnehave i sin lejlighed. Og om skrammologen John Berthelsen, der lavede den første skrammellegeplads, hvor børn kunne hamre, save og bygge af genbrugsmaterialer. De er begge eksempler på pædagoger, hvis initiativ, virkelyst og idéer har haft betydning for børneliv i flere generationer. Og for måden, vi laver pædagogik i dag.

Mikkel Snorre Wilms Boysen har valgt i alt fire pædagoger, som alle havde usædvanligt meget af det som vi - med glæde og lidt store armbevægelser - kalder pædagogisk superpower.

Han kalder det også pædagogisk entreprenørskab. Og så forklarer han, hvorfor vi med fordel kan interessere os mere for det. Og ikke mindst, hvordan pædagogisk entreprenørskab kan give mere magt tilbage til pædagogerne.